Fredag blev de fem joller søsat, som 18-årige Oskar, der er elev på FGU Nordvestsjællands fagtema Byg, Bolig & Anlæg har været med til at bygge.
Foto: Liv Drejer, elev på FGU Nordvestsjællands medielinje
Fredag formiddag blev fem joller søsat i Holbæk Havn. Jollerne er fremstillet på Kystlivscentret af unge og skoleelever fra hele Holbæk Kommune.
Men de unge står ikke kun bag de fem joller i træ. De unge har også bygget den rampe, som blev brugt til at søsætte de fem joller.
Inden søsættelsen blev den første jolle døbt ’Skrubben’ af borgmester Christiana Krzyrosiak Hansen (A).
I går var en god dag for Holbæks borgmester. Hun lægger nemlig ikke skjul på, at hendes hjerte banker for unge mennesker.
”Jeg er nødt til at være helt ærlig og sige, at der har ikke været rum nok til de unge på Holbæk Havn før. Men det er der nu. Dét, synes jeg, er helt vildt fedt, for det har manglet”, lød det fra borgmesteren.
Hun afslørede også, at der udover politisk støtte også er ekstra økonomisk støtte på vej fra kommunalbestyrelsen til de unge på havnen i Holbæk.
Men dét, som især glædede borgmesteren er, at de unge i Holbæk, hvor flere elever fra FGU Nordvestsjælland allerede har fundet vej, nu har fået deres hele eget sted på Holbæk Havn.
”Det er selvfølgelig fedt, at man kan have et sted at hænge ud. Men UngHavn er også et sted, hvor man kan føle, at man faktisk er med til at gøre en forskel, fordi man er sammen om at lave et håndværk. Det, synes jeg, er helt fantastisk”, lød det fra en begejstret borgmester.