Det var en helt ny oplevelse for eleverne på Musik & Kunstnerisk Produktion, da de blev inviteret til opera på Det Kgl. Teater online. Foto: Liv Drejer, elev på Kommunikation & Medier
Det er en blanding af erfaringerne fra forårets onlineundervisning og nytænkning, som Martin Aagaard, faglærer på Musik & Kunstnerisk Produktion på FGU Nordvestsjællands skole i Fårevejle, har tænkt ind i sin onlineundervisning.
AF LOTTE SCHARFF
Under nedlukningen i foråret gjorde Martin Aagaard, faglærer på PGU-værkstedet Musik & Kunstnerisk Produktion sig mange erfaringer med onlineundervisningen af sine elever. Dem har han taget i brug til denne omgang af onlineundervisningen.
”I denne uge har vi haft musikteori, hvor de skal lære at læse noder og høre forskel på dur og mol. Det har jeg valgt, fordi vi alligevel sidder ved computeren, og så var det også det forløb, jeg havde planlagt, vi skulle arbejde med i januar måned”, fortæller Martin Aagaard.
Han har netop ønsket sine 14 elever god weekend, efter den første uge med onlineundervisning. En uge der har budt på høreøvelser over TEAMS, hvor eleverne via hjemmesiden wwwmusikikipedia.dk, som er lavet til gymnasiet, men som Martin Aagaard også bruger i sin undervisning.
Er det i dur eller mol?
”Jeg kører øvelsen på min skærm, hvor man så skal høre, om det er en tone, der spilles i dur eller mol. Eleverne svarer på skift efter en liste med deres navne, som jeg har lavet. Det fede ved det er, at alle derfor er med. De kan ikke lægge sig til at sove. Og det giver alle en følelse af, at alle er med”, lyder det med tilfredshed i stemmen fra musiklæreren.
Følelsen af fællesskab har gjort, at af holdets 14 elever har omkring 12 elever logget sig ind på TEAMS hver dag i denne uge.
Men ugen har også budt på andet end læren om noder og dur og mol. I onsdags blev eleverne introduceret til opera, som bestemt ikke er blandt de gængse musikgenrer på musiklinjen.
Alle så La Boheme fra start til slut
Men eftersom alt er lukket ned, og holdet normalt er inde og se en musikalsk forestilling om året, valgte Martin Aagaard at koble sig på et undervisningsforløb, som Det Kgl. Teater har lavet. Her kan man komme ind og se operaen La Boheme
”Så i onsdags startede vi med at se La Boheme, der varer knap to timer. Og alle eleverne så med fra start til slut”, fortæller han begejstret.
Dagen efter var også tilegnet La Boheme, hvor eleverne mødte sangerne og musikerne fra forestillingen virtuelt gennem Det Kgl. Teaters undervisningsforløb.
”De fik også en gennemgang af, hvordan opera egentlig opstod. Og selv om der – selvfølgelig – var nogle, der ikke brød sig om opera, har de alle sammen været med begge dage. Det har været megafedt”, fastslår han.
Det handler om at skabe noget sammen
Ingen af os aner, hvor længe FGU Nordvestsjælland skal fortsætte med at undervise eleverne online. Men Martin Aagaard forventer, at der kommer til at gå rigtig lang tid, før vi er fysisk tilbage på skolen igen.
”Derfor gælder det om at finde noget variation i undervisningen. For mine elever handler det rigtig meget om at logge ind og være ’sammen’ med de andre. For de savner at komme i skole. Og så handler det jo om at skabe noget sammen, der virker”, mener han.
Derfor har han i dag fredag haft lidt undervisning med opera og musikteori, inden dagen sluttede med hygge.
”Vi har fundet en hjemmeside, hvor man kan spille alle mulige brætspil som Ludo, skak og Det dårlige Selskab, som vi har siddet og spillet sammen i dag. Og så sidder vi på TEAMS og bare snakker sammen. Det fungerer også rigtig fint”, slutter han.