Her ses et udsnit af en indvendig væg, der er blandt de opgave, eleverne fra BBA i Fårevejle blandt har fået.
På FGU Nordvestsjællands tre PGU-værksteder, Byg, Bolig & Anlæg (BBA), er eleverne vant til at arbejde med deres hænder. Men her under nedlukningen er de, som alle andre elever, blevet ’tvunget’ til at modtage undervisning i deres fag online. Det har stillet store krav til faglærerne, som har valgt forskellige måder at gribe onlineundervisningen an på.
AF LOTTE SCHARFF
Til daglig hamrer, banker, saver og skruer eleverne på de tre PGU-værksteder BBA på FGU Nordvestsjællands tre afdeinger i Holbæk, Fårevejle og Svebølle.
På de tre værksteder trives eleverne med dagligt at udføre praktisk arbejde, hvor de kan se resultatet vokse frem mellem hænderne på dem. Derfor er det også en stor udfordring for faglærerne, at de nu skal undervise deres elever online.
”Det er en udfordring at skulle undervise over TEAMS, når man har et PGU-værksted. For vi brænder jo for at lave praktisk arbejde sammen med eleverne på værkstedet. På TEAMS er det hele tiden en balancegang mellem, hvor meget vi kan proppe ind i hovedet på dem ad gangen af teoretisk viden, når de ikke får mulighed for at lave noget praktisk. Som de er mere vant til”, fortæller Lars Pallesen, der er den ene af de to undervisere på Byg, Bolig & Anlæg i Fårevejle.
Det er svært
Det kan både Jacob Ekelund, som begyndte på FGU Nordvestsjællands BBA i Holbæk nikke genkendende til, og Svend Erik Mathiesen fra BBA2 i Svebølle.
”Jeg synes, det er svært at holde dem til ilden, fordi det er onlineundervisningen. Men vi må gøre det på den bedst mulige måde”, siger Svend Erik Mathiesen, mens Jacob Ekelund, der begyndte på værkstedet den 1. december, leder efter inspiration til den gode og meningsfyldte onlineundervisning.
”Jeg har meget lidt erfaring med onlineundervisning, og synes, det er lidt svært, fordi jeg også lige er begyndt på FGU, så jeg kunne godt bruge nogle fif og tricks fra andre lærere”, efterlyser han.
Viser videoer med fagligt indhold
I første omgang har han valgt, at eleverne i Holbæk ser en række videoer, hvor de får mere at vide om faget. De har blandt andet set en video, hvor en lærling bliver interviewet og viser, hvordan man tilridser sit tømmer, så man kan save det af det korrekte sted.
”Og så har jeg bedt dem om, enten af skrive 20 ting ned, som de føler, de enten lærer noget af eller har fået med sig fra hver video. Jeg har også haft stillet dem en række spørgsmål på forhånd, der relaterer sig til videoen, som de skal svare på”, fortæller Jacob Ekelund.
Teori nu i stedet for senere
I Fårevejle har de to undervisere, Lars Pallesen og Steffen Toft, valgt at rulle deres teoretiske undervisning frem til nu i stedet for senere på skoleåret, som de ellers havde planlagt.
”Vi er hoppet lidt i vores pensum, og er derfor begyndt at tage fat i nogle af de skriftlige pensumopgaver, de skulle have lavet senere på året. En af dem handler om indvendigt byggeri og de forskellige beklædningstyper, der bruges. I den kigger vi på snittegninger i vægge, hvor de skal beskrive, i hvilken rækkefølge, man bygger en væg i, hvordan den ser ud indvendig med blandt andet dampspærrer i”, fortæller Lars Pallesen og tilføjer:
”Det er en stor opgave med en masse små delopgaver i”.
Den vigtige sikkerhed gennemgåes igen
Hos BBA2 i Svebølle har værkstedet ansvaret for at vedligeholde skolens grønne områder, bygninger, ungdomsboligerne, sortering af skolens affald og dagligt tilsyn og vedligehold af skolens pillefyr. Det har eleverne rigtig svært ved at gøre nu. Derfor har Svend Erik Mathiesen valgt at trække en række repetitionsopgaver frem til brug i onlineundervisningen.
”Jeg er begyndt at repetere og opsummere sikkerhedskortene til alle maskinerne på værkstedet. Det er både til de stationære maskiner og håndmaskinerne som boremaskiner, stiksave og rundsave”, fortæller han
Grunden til det, er, at eleverne altid skal have sig for øje, at det kan være farligt værktøj, de har i hænderne.
”Derfor er det vigtigt, at de tager det alvorligt og husker alt omkring sikkerhed om maskinerne, for de kan være farlige. Derfor skal man have respekt for dem”, understreger han.
På værkstedet er det obligatorisk for eleverne at bære sikkerhedssko-, briller, høreværn og støvmaske i undervisningen. Men et andet og næsten lige så vigtigt emne, Svend Erik Mathiesen også har genopfrisket i onlineundervisningen, er ergonomi.
”Det er vigtigt, at man står på den rigtige måde, når man betjener for eksempel en stiksav eller buskrydder, så man ikke overbelaster kroppen. Det har mange det med at glemme”, siger han.
Nogle gange laver de opgaverne to og to på TEAMS, så går jeg til og fra og de kan kalde på mig, hvis de har brug for mig.
”Det fungerer faktisk rigtig godt, fordi jeg tror, det holder modet oppe hos dem, at de kan være sammen om at læse opgaverne. Det er også vigtigt i de her tider.
Nogle gange laver eleverne opgaverne sammen to og to på TEAMS, så går Svend Erik Mathiesen til og fra lige som eleverne kan kalde på ham, hvis de har brug for det.
”Det fungerer faktisk rigtig godt, fordi jeg tror, det er med til at holde modet oppe hos dem, at de kan være sammen om at læse opgaverne. Det er også vigtigt i de her tider”, mener han.
Og så taler vi meget med dem over TEAMS
Fælles for de tre BBA-værksteder er, at de alle mødes om morgen på TEAMS. Her bruger de alle også god tid på at sludre med eleverne om stort og småt og dagen og vejen. For lige som de fleste af os, synes eleverne også, at det er en svær periode, vi står i med nedlukningen og den delvise sociale isolation. Derfor bruger underviserne også tid på at give eleverne omsorg.
”Jeg synes, det er ekstra vigtigt i den her tid at høre dem om, hvordan det går”, siger Jacob Ekelund, mens Lars Pallesen fortæller, at han også bruger tid på at tale med eleverne om Corna, som de har mange spørgsmål om.
Alle underviserne sørger også for, at de er tilgængelige på TEAMS, telefonen eller chat i undervisningstiden, så eleverne kan få fat i dem, hvis de har spørgsmål. Eller bare brug for at snakke.
”Men det er svært at lave onlineundervisning, når eleverne er vant til fysisk arbejde på værkstedet, når det er det, de helst vil”, lyder det fra Svend Erik Mathiesen, der også viser eleverne videofilm med fagligt indhold over TEAMS, så holdet kan se dem sammen.
”Det er også med til at give os et fællesskab. Selv om det foregår online”, mener han.