Som 16-årig flygtede Hermon Amanuel, der går på Hold 1 i Holbæk hos FGU Nordvestsjælland, fra militæret i sit hjemland, Eritrea. Det var en farefuld flugt til fods gennem Sahara ørken og der skulle gå over to år, før han blev genforenet med sin mor og to yngre søskende i Danmark.
Da Hermon Amanuel var 10 år, blev hans trygge barndomsliv pludselig ændret. Dengang boede han i Asmara, der er hovedstad i det nordafrikanske land Eritrea, sammen med sine forældre og sin lillebror og lillesøster. Som så mange andre i Eritrea var Hermons forældre, mod deres vilje, stadig en del af diktaturstatens barske militær.
Præsident Isaias Afwerki har ledet Eritrea som enevældig hersker i mere end to årtier. Og det er hans mililtsfolk, der er kendt for at tilbageholde unge på gaden og tvinge dem ind i militæret i årevis. FN hævder i en rapport fra 2016, at der foregår et omfattende slaveri i landet under dække af, at det er den nationale, obligatoriske værnepligt. Rapporten hævder, at unge bliver udnyttet som billig arbejdskraft for regimet på nærmest ubestemt tid. Ligesom Isaias Afwerki’ regime er mistænkt for at være ansvarlig for tortur, voldtægt og mord på landets befolkning.
Den obligatoriske værnepligt anses for at være hovedårsagen til, at så mange unge eritreere flygter. Den var også årsag til, at den 10-årige Hermons far og mor flygtede fra deres hjemland. Og Hermon selv nogle år efter.
Min far forsvandt bare
”Min far ville ikke længere være en del af militæret, fordi han ikke kunne få lov til at bo sammen med sin familie. Han fik ikke engang lov til at se sine børn, da de var blevet født. Så en dag da jeg var 10 år, forsvandt han bare”, fortæller Hermon, der ikke har set sin far siden den dag, og stadig ikke ved, hvor han er.
Efter faderens flugt, blev Hermons mor fængslet af militæret. Det var et forsøg på at presse faderen til at vende tilbage. Men det skete ikke.
”Heldigvis blev hun løsladt. Og så flygtede hun med mine to yngste søskende til Italien, mens jeg blev hos min mormor”, fortæller den nu 21-årige unge mand helt nøgternt.
Moderen og de to yngste søskende var blandt de flygtninge, der flygtede via den uhyggelige rute over Middelhavet i en lille båd til Italien. Efter nogle få år kom de til Danmark.
Militæret var tæt på at tage mig
Imens boede Hermon hos sin mormor. Selv om hans liv var trygt og han stadig var sammen med sine venner fra barndommen, levede han med et hul af savn indeni efter sin mor og de små søskende. Og da han fyldte 16 år, vidste han, at nu blev han også nødt til at flygte.
”Det var lige før, jeg blev taget af militæret, som er et meget slemt sted at være. Sammen med en ven flygtede jeg ulovligt fra Eritrea”, husker Hermon, der kun tog lidt tøj, et fotoalbum samt noget vand og nogle bananer med sig på flugten.
Gik i sand ti timer om dagen
De to jævnaldrende teenagedrenge havde fået kontakt til nogle ulovlige menneskesmuglere, der hentede dem i Eritrea og førte dem til Sudan. Det tog tre dage. Tre dage fyldt med angst for at blive fanget og skudt af militæret. Eller for de vilde dyr i ørkenen. Og den nagende usikkerhed om, de kunne stole på menneskesmuglerne.
”Da vi gik mod Sudan, gik vi ti timer om dagen i sand. Også når det var blevet helt mørkt. Flere gange måtte vi gemme os, fordi der kom militær eller vilde dyr. Det var især hyænerne, jeg var bange for”, husker han om de mange angstfyldte timer.
Fik pasta og råddent vand
Da de endelig var kommet ind i Sudan og befandt sig i nærheden af hovedstaden Khartoum, der var første mål på flugtruten, var Hermon tæt på at give op. Han var udmattet af træthed, sult og tørst. Han begyndte også at tvivle på, om han kunne gennemføre den lange tur, hvor de kun fik kogt pasta og råddent vand at spise og drikke.
”Der tænkte jeg: Jeg giver op. Men vi var kommet hele den lange vej, og vi kendte ikke resten af vejen til Khartoum. Vi blev bedt om at vente der, og så ville der komme nogle og hente os. Det var svært, for vi vidste ikke, om vi kunne stole på det. Og selv om vi var meget bange, havde vi ikke andet valg”, fortæller han og gyser ved mindet.
Ventede to år i Sudan
Heldigvis kom han og vennen sikkert til Sudans hovedstad. Der opholdt han sig et år, og yderligere et år i en flygtningelejr, til det lykkedes hans mor i Danmark at få en familiesammenføring.
”Det tog to år, indtil jeg i sommeren 2016 lovligt kunne flyve til Danmark, hvor min mor og søskende tog imod mig i lufthavnen”, fortæller Hermon og smiler for første gang helt op til øjnene.
For det var en bevæget og tårevædet genforening for Hermon og hans mor og søskende. De havde ikke set hinanden i seks år, og havde alle været igennem rædselsvækkende oplevelser på hver deres flugt til sikkerheden i Danmark.
Drømmer om at blive dansk statsborger
I dag er den dramatiske flugt et minde, Hermon sjældent tænker på. Sammen med sin mor og de to yngre søskende bor han i en lejlighed i Ladegårdsparken. Før han begyndte på Hold 1 på FGU Nordvestsjælland, gik han på sprogskole. Nu bruger han tiden på FGU til at blive bedre til dansk, så han kan søge ind på en uddannelse.
”Jeg ved ikke, endnu hvilken uddannelse, jeg vil have. For jeg har ikke så meget læseerfaring. Men jeg tænker på at tage noget uddannelse på EUC. Men jeg vil også gerne på HF, der jo giver mig mulighed for at komme videre på en højere uddannelse. Men først skal jeg nå mit mål om at tale flydende dansk”, fortæller han glad.
Efter godt fire år i Danmark, opfatter han landet som et fredeligt og sikkert sted at være, hvor man ikke bliver presset af myndighederne, som befolkningen i Eritrea gør. Derfor er han også optimistisk, når han tænker på fremtiden.
”Jeg tænker hver dag på, at jeg vil være dansk statsborger. Det er min plan. Jeg har kun fire år tilbage”, siger han og tæller ivrigt på fingrene, ”til jeg kan søge om statsborgerskab”.
