Det var et personligt brev som dette med chokoladebar og 24 kort med hver sin styrke på, eleverne på Basis+ i Holbæk fandt i deres postkasse. Kortene skulle eleverne bruge til at vise, hvilke styrker Linse Kessler, Pippi Langstrømpe og Hermione fra Harry Potter besidder. Foto: Christine Higham Skat
Et håndskrevet brev i en farvestrålende kuvert med chokolade og en opgave i, som blev afleveret personligt i postkassen hjemme hos eleverne, vakte begejstring
AF LOTTE SCHARFF
Hvordan viser man omsorg overfor sine elever, når FGU Nordvestsjælland er delvist nedlukket og eleverne bliver undervist online? Det kan man for eksempel gøre, som Christine Higham Skat, der er underviser på Basis+ i Holbæk, gjorde, da hun i søndags overraskede sine eleverne ved at lægge et håndskrevet brev om, at hun savner dem og glæder sig til at se dem igen, i deres postkasser.
”Da vi mødtes på TEAMS næste morgen, syntes de alle, at det havde været rigtigt hyggeligt. Derfor kan jeg godt finde på at gøre det igen. For jeg synes, det er fin måde at vise eleverne på, at vi tænker på dem og savner dem”, fortæller Christine Higham Skat.
Brevet skal få dem til at smile
De håndskrevne breve til holdets ni elever havde hun lagt i farvestrålende kuverter, som hun pyntede med klistermærker. Udover brevet med den personlige hilsen, lå der også en chokoladebar og en opgave. Den vender vi tilbage til.
”Jeg skrev også i brevet, at jeg håbede, chokoladebaren kunne bringe et smil frem på en grå regnvejrsdag, som denne uge jo har bestået af. Og så kørte jeg ud og lagde brevene hjemme i elevernes postkasser”, siger hun.
Christine Higham Skat er underviser på FGU Nordvestsjællands Basis+ hold i Holbæk. Det er et hold, som skolen yder ekstra omsorg for, så de får en god start på skolen, og bliver motiveret til at komme i gang med et videre forløb på FGU, så de derefter kommer i gang med en ungdomsuddannelse eller i job.
Skal spire næste gang
Fordi det var så stor en succes med den håndskrevne hilsen, der blev afleveret personligt, har Christine Higham Skat tænkt sig at gentage den, når holdet skal i gang med det næste forløb, som skal handle om krydderurter.
”Der kunne det jo være oplagt at aflevere en lille pose med jord og nogle purløg eller karse frø, som begge er nemme at få til at spire. Så kan eleverne tage billeder af deres spirer, i takt med de vokser. Og for at gøre det mere målbart og motiverer dem yderligere, kunne jeg godt finde på at lave en konkurrence om, hvem der kan få de højeste purløg”, afslører hun.
Hvilke styrker har Linse Kessler?
Som nævnt indeholdt den farvestrålende kuvert også en opgave. Opgaven er en del af et forløb, der handler om de 24 menneskelige styrker, vi alle indeholder. De 24 styrker står på 24 kort, som eleverne har fået udleveret.
”Øvelsen går ud på, at de skal placere styrker hos en række kendte mennesker som blandt andet, Linse Kessler, Pippi Langstrømpe, Harry Potter og Hermione, som de mener, passer på den kendte person. For eksempel er Linse Kessler og Pippi begge stærke kvinder, mens Hermione fra Harry Potter er videbegærlig,”, forklarer Christine Higham Skat, om opgaven, som eleverne løste online over TEAMS.